Billedhuggeren Johannes C. Bjerg (1886 - 1955)

Denne portrætbuste, og en anden udført i gips året efter og udstillet på Charlottenborgs Forårsudstilling 1939, er begge skabt på Sigurjón Ólafssons eget initiativ. Gipsbusten (LSÓ 1046) skænkede kunstneren til fru Minna Bjerg 1956.
    I trediverne var Sigurjón Ólafsson især knyttet til Billedhuggerskolen på Charlottenborg, bl.a. som professor Utzon-Franks assistent. Han hjalp også professor Bjerg ved modelleringen af Agnete og Havmanden og tidspunktet kan fastslås ved et brev som han skrev til sin bror Guðni, dateret 7.12.1937. Her undskylder han, at han ikke skriver noget langt julebrev: '....da jeg er så travlt beskæftiget med mit arbejde, jeg arbejder nemlig for billedhuggeren Johs. C. Bjerg hver dag fra klokken fem om eftermiddagen til klokken ti eller elleve om aftenen, og så er jeg meget træt forstår du.' I betragtning af den distance der var mellem de to rivaliserende billedhuggere, Bjerg og Utzon-Frank, vækker det til eftertanke, at Ólafsson går igang med denne opgave og oven i købet udfører to portrætter. Det er utvivlsomt interessen for Bjergs karakter og stærke personlighed der har inspireret ham.
    Billedhuggeren Tove Olafsson, kunstnerens daværende hustru, har fortalt at lerfiguren var tørret ind mens parret var på sommerferie og at Sigurjón derfor besluttede sig for at lade figuren brænde, selvom den ikke var helt fuldført. Sigurjón lagde ikke skjul på, at det var Utzon-Frank der havde formidlet gallerikommissionens køb af værket til Kunstmuseet.

Billedhuggeren Sigurjón Ólafsson og hans portrætter
Sigurjón Ólafsson Museet 2008, ISBN 978-87-88755-03-9