Islands præsident Kristján Eldjárn (1916 - 1982)

Arbejdet med portrætbusten af Kristján Eldjárn strakte sig over perioden maj til september 1978. Præsident Eldjárn kom i atelieret for at sidde model henimod 30 gange, hvilket var betydeligt mere end normen. I kunstnerens familie herskede der ingen tvivl om at den travle præsidents mange besøg ikke mindst fandt sin forklaring i venskabet og den gensidige interesse, der var opstået mellem kunstneren og hans model. Denne buste kan sidestilles med portrættet af Jon Krabbe, hvor venneportrættets følsomme og indtrængende personskildring også opfylder forventningerne til det officielle portræt.
    Kristján Eldjárn studerede arkæologi ved Københavns Universitet i årene 1936 - 39 og derefter islandsk ved Islands Universitet. I 1957 tog han doktorgraden med en afhandling om sine udgravninger og fund i islandske gravsætninger fra hedensk tid. I 1947 blev han ansat som direktør for Islands Nationalmuseum, hvilket embede han bestred indtil han i 1968 blev valgt som landets præsident. Kristján Eldjárn var højt agtet blandt fagfæller for sin videnskabelige indsats indenfor islandsk historie og arkæologi, i sit hjemland såvel som i udlandet, og som præsident blev han et nationalt samlingspunkt. Kristján Eldjárn var den islandske republiks tredie præsident i perioden 1968 til 1980.

Billedhuggeren Sigurjón Ólafsson og hans portrætter
Sigurjón Ólafsson Museet 2008, ISBN 978-87-88755-03-9