Charlotte Christensen
Stedets ånd


 Der er en betegnelse for det på latin: genius loci. Stedets ånd. Den mærkværdighed at et sted er mere end en geo­grafisk lokalitet, men at det kan rumme og udstråle essensen af et menneske. Eller en guddom. Denne idé ligger bag tanken om at videre­føre en persons, som oftest en kunstn­ers, hjem som et museum eller som minde­stuer. Alment til­gænge­ligt for læsere, som Selma Lagerlöfs gård “Mårbacka” i Sverige, eller for kunst­elskerne, som ægte­parret Anna og Michael Anchers hus i Skagen by, aller­nord­ligst i Dan­mark.

    Stedets ånd søger man i det særlige lys, der omgiver huset, i den ro, der ud­gør­es af afstanden til metro­polis eller, som i Goethes hjem i Weimar i dominans­en over omgiv­els­erne. Gælder det en billed­kunstn­er, kan det steds­specifikke ligge i de vide horisonter, i nær­hed­en til havet eller i den lejlighedvise dans af nord­lyset over huset, der på osmotisk vis indgår i malerens eller billed­hugg­ere­ns værk. Opsøger man så­danne huse, bliver man klogere på kunstnerne.
Laugarnestangi i Reykjavik 1959

     Reykjavik har mange bygning­er, hvor en for­fatter eller en billed­kunstn­er har levet og suget in­spiration af omgiv­els­erne. Smukkest og mest suggestivt be­­ligg­ende er Sigur­jón Ólafs­sons Museum i kultur­land­skab­et på Laugar­nes, helt præcist på adressen Laugar­nes­tangi 70. Her bosatte billed­hugg­er­en sig i 1945, hjem­vendt fra studie- og arbejdsår i København. Kontrasten var over­væld­ende til det mod­erne, urbane miljø i Dan­marks hoved­stad, hvor han var med­hjælp hos traditional­isten Einar Utzon-Frank (1888−1955), og hvor Sigurjón sam­tidig udstill­ede med avant­gard­ister som multi­talentet Asger Jorn.

    Reykjavik i 1945 var næsten ubegribeligt forskellig fra vor tids skyskraber-­over­skyggede by i vold­som vækst: beskeden af størrelse, med stor bolignød, men med et rigt kulturliv og et stærkt kunstner­sammen­hold.

    Omkring Sigurjón Ólafssons ganske primitive bolig og atelieret ved siden af, blev der efter­hånden bygget lidt større huse, og efter hans død i 1982 lykkedes det hans enke, Birgitta Spur at skaffe midler til at skabe et museum på samme grund. Her huses billed­hugg­er­ens værker og et meget om­fatt­ende arkiv, der også er til­gænge­ligt på nettet. Lykkelig­vis har “stedets ånd” over­levet, således at et be­søg på Sigur­jón Ólafs­sons Museum hver gang er en oplevelse af, hvor­ledes skulp­turer, natur og arki­tektur spiller sammen på ganske ene­stå­ende måde. Der for en dansk gæst virker så ganske særligt islandsk, ved nat­ur­ens altid skift­ende ind­virken på sindet som den stærk­este påvirken af menn­esket i dets hverdag.

    Årets udstilling på museet har titlen “Augliti til Auglitis. Port­rett eftir Sigur­jón Ólafs­son”. Igennem 27 værker, og lidt til, får man en ene­stå­ende oversigt over billed­hugg­er­ens arbejde med port­rætt­erne, den virk­som­hed, der går som den røde tråd igennem hans kunstner­liv, drevet både af en drift, der er ud­sprung­et af hans aldrig svigtende interesse for med­mennesk­et ved siden af nød­vendig­heden af at skaffe sig de øko­nom­iske midler, der tillod ham at arbejde med de mere abstrakte værker.

    Udstillingen viser, hvor forskelligt han igennem tiden nærmede sig gen­givels­en af menn­esker i alle aldre. For Sigur­jón Ólafs­son eksi­ster­ede natural­isme og ab­strakt­ion siden 1940‘erne side om side i hans kunst, selv­om lig­heden natur­ligvis er et bærende element i port­ræt­kunst­en. Alligevel er der, som man kan se i museet, meget store udsving i hans skulp­tur­er med menn­esket som ud­gangs­punkt, af­hæng­igt at hvor han befandt sig i sin kunstner­iske ud­vikling og i hvilke materialer, han valgte at ud­føre port­rætt­erne i. Han gen­giver menn­esker i alle aldre og fra alle sam­funds­lag, og ikke alle værker på ud­still­ing­en er be­stillings­­arbejd­er. Nogle figurer gen­giver mænd fra arbejder­klass­en, gjort af interesse for deres kroppes for­tæll­ing­er om slid og styrke, andre, som “Krøbl­ingen” for­tæll­er om liv, der er levet med stor be­kostn­ing og smerte.

    Det lille katalog, der led­sager ud­still­ing­en, inde­holder, meget in­forma­tivt, det inter­view, der i 1980 blev ført med Sigur­jón af hans kollega, billed­hugg­er­en Erl­ingur Jóns­son. Her kan man læse både om de inspira­tioner, Sigur­jón mod­tog fra andre kunstn­ere i Europa, om hans tanker om valg af materi­ale og selve pro­cessen, når port­rættet arbejdes frem med modellen foran kunstn­eren. Det har alle dage været vigtigt, at den maler eller billed­hugg­er, der skal give os essensen af et andet menneske, har evnen til at få med­menn­esk­et til at spille med. Dræb­ende for et portræt vil modellens træthed under det fælles arbejde være, ked­som­hed­en vil for­plante sig til kunst­værket, der risik­er­er at dø under de lange seancer i atelieret.
Guðrún Gísladóttir
kunstnerens mor

     Udstillingen er ikke krono­logisk opstillet i stiv tids­følge, men lader de en­kelte værker spille op imod hin­anden, når tidlige og sene port­rætter blandes, og når man ved siden af gipserne har sten - eller metal­skulp­turer. I museets største sal liver således tre kvinder op i den næsten ubrudte række af dybt alvorlige mænd, hvor kun den prægt­ige gips­buste af Jón Thordarson fra 1956 med hænge­mule, flyve­ører og et polisk ansigts­udtryk i det kraf­tige hoved får én til at smile.
Hanne Schultz
De tre kvinde­portrætt­er er helt for­skellige i deres udtryk. Sigur­jóns por­træt af hans mor vakte vældig opsigt og respekt, da han i sine unge aar stud­er­ede ved Kunst­akademi­et i Køben­havn. Han modtog den største hæder, en billed­kunstn­er kunne få i Dan­mark, “Eckersberg­medalj­en”, for denne skulptur i 1939. Han havde bragt en antage­lig nu for altid for­svundet portræt­buste af moren med til Køben­havn, da han ankom i 1928, men den medalje­belønnede frem­still­ing af hende i islandsk dragt blev ud­ført i 1938, ifølge hans egen ud­talelse på en enkelt dag, da han var hjemme på føde­øen. Fra køben­havner­årene er den indtagende frem­stilling af Hanne Schultz, datter af den kendte danske kunst­historik­er og Thor­valdsen­kender Sigurd Schultz. Men det er ikke Thor­vald­sens kunst, vi føler klinge med i dette brændt­lers­port­ræt, men de ind­tagende ekkoer af de drømm­ende, i sig selv hvilende “korer”, som de arkaiske skulpturer hedder, der kan studeres paa Akropolis i Athen.
Svava Ágústsdóttir
Den tredje kvinde­frem­still­ing, viser os en elegant og verdens­vant frue, Svava Ágústs­dótt­ir, en bronce, der minder om ægypt­iske prinsess­er. Så vidt spænd­er billed­hugg­er­ens oplevelse af de kvinde­lige modeller, stilistisk såvel som psyko­logisk. Og så finder man i samme rum en helt anden, mod­ernist­isk skulptur af en ung pige, brutalt simpli­ficer­et (“Ung pige”, uden for katalog).
Krøblingen


     Kontrasten imellem de hæder­værd­ige alvors­mænd og de ano­nyme, sidd­ende figur­er af arbejd­ere fra Køben­havn, vidner om det politiske engage­ment, der var en væsent­lig del af Sigurjóns tilgang til med­mennesk­et. Mest grib­ende er hans ind­levelse i næst­ens livs­vilkaar i skulptur­en “Krøb­ling­en”, hvor den “additive” opbygn­ing af klæde­dragen, gjort ved at billed­hugg­er­en lagde lag paa lag af ler­klatter, som danner mand­ens jakke, kontrast­ere med de rene flad­er i det sårbare kranium og i hænd­erne. Det lidende menn­eske viser sig for os, med en appel om for­ståelse og respekt, som billed­hugg­er­en kunne mestre, men som viste sig ikke at være til­strække­lig for den af skæbnen ramte, som endte med at tage sit eget liv.
Forsetinn

     Udstill­ingens rummelig­hed, når det gælder de kunstner­iske virke­midler, er især mærk­bar i det mindre rum paa museets første sal. Uden for vind­uet har to ravne (Odins?) slået sig ned, og sam­taler med hin­anden, mens jeg skriver dette − så for­under­lig er naturen på Laugar­nes. I denne lille sal mødes man, når man kommer op ad trappen, af en spøg: “Forsetinn”, en slags collage­skulpt­ur i træ og metal, der er en hilsen til Vig­dís Finn­boga­dóttir fra hendes til­træd­elses­år som præsi­dent. En bedrift i kvinde­historien, der fandt global gen­klang og respekt, her humoristisk kommenteret med netop en henvisning til Odin.

    Derefter går man tilbage i tiden, til 1931, hvor Sigurjón næsten kammer over i sin trang til liv­fuldh­ed, når han skal være rigtig under­hold­ende i bust­en af Jørgen M. Børresen. Modell­en drej­er sig mod højre, og der er søgang både i hans moustache og i hans butterfly. Billed­hugg­er­en har sagt, at “man er nødt til at være fand­ens godt oplagt, for at kunne lave et portræt”. Den bestræbelse sporer man også i kvinde­hoved­et fra hans ung­doms­år, der fore­still­er den vord­ende skues­piller­inde Sigrún Magnús­dóttir, hvor håret er i livlig be­vægelse, næsten som i kunst­værk­erne fra art nouveau-perioden, mens den smil­ende mund ikke ganske dækk­er tænd­ern­es gærde.

    Virkeligt mester­skab når han i de køben­havnske port­rætt­er af sine billed­hugger-lære­mestre, Utzon-­Frank og Johann­es Bjerg, hvor den sidste er så myndig som en italiensk hersk­er fra 1400-tallet.
Martin Andersen Nexø
Trist er det, at vi kun kan op­leve den dristigt og provok­er­ende udførte skulptur af kommunist-­forfatt­er­en Martin Ander­sen Nexø igennem et foto­grafi, da værket må frygtes at være gået til grunde. Her er der en dramatik i frem­still­ing­en af den engag­er­ede dansker, der viser tilbage til den helt ene­stå­ende skulptur, som billed­hugg­er­en og maler­en Willum­sen har udført af agita­toren og skrib­ent­en Viggo Hørup. Den findes i Kong­ens Have i Køben­havn, lige i nær­hed­en af Nyhavn, hvor Sigur­jón havde sin daglige gang.
Knud Rasmussen


     Bortset fra granit­skulp­tur­erne til Vejle Råd­hus­plads ( i  og  ii ) fik han ikke selv mulig­hed for at udføre et monu­ment i Dan­mark, selv­om han kunne have skabt et fortrin­ligt minde over grøn­lands-­pioner­en Knud Rasmus­sen. På ud­stilling­en kan man se hans udkast, fra 1957, til en kon­kurr­ence om et mindes­mærke for polar­forsk­er­en, stil­færdigt herois­er­ende, sammen med sine livs­nødvend­ige kammer­at­er, slæde­hund­ene. Første­prisen, og op­gaven, burde være gået til Sigurjón!
Birgitta Spur


     Det er ikke alle besøgende på udstill­ing­en, der vil kunne gen­kende nummer 8: Birgitta Spur. Dette sær­præget patin­er­ede bronce­hoved, i hjørnet på første sal, skal man imidler­tid lægge godt mærke til. Ikke blot fordi det er en mor­som efter­klang af Pablo Picasso eller Mirós abstrakte skulp­turer, men fordi selve det museum, der rumm­er port­ræt­udstill­ing­en, ikke ville eksist­ere, hvis ikke det var for hend­es livs­lange engage­ment i be­var­els­en af Sigur­jón Ólafs­sons kunst­værk­er. Birgitta Spur blev gift med billed­hugg­er­en i 1956, og i ægte­skabet fødtes fire børn. I 1963 byggedes et nyt atelier over det første, han havde arbejdet i siden hjem­komst­en til Is­land, men da han døde i 1982 var det ikke i en for­fatn­ing, der kunne give varigt ly til den store samling skulp­turer og andre værker, som fandt­es på Laugar­nes. Det lykkedes ved ihærdigt arbejde for Birgitta Spur, bistået af en­gag­er­ede kræfter med kærlig­hed til både stedet og til billed­hugg­er­ens værker, at ind­samle midler til et privat museum, stiftet den 1. december 1984. Arkitekt var ög­mund­ur Skarp­héðins­son. Utrætte­ligt har Birgitta Spur siden da arbejdet for at dette museum skal være en værdig ramme om Sigur­jón Ólafs­sons kunst, og for at ind­sætte kunst­værk­erne ikke blot på deres be­tydnings­fulde plads i is­landsk kultur, men for igennem ud­still­ing­er og publika­tion­er at vise deres ene­stående sammen­hæng med kunst­en langt ud i Europa.

Charlotte Christensen kunsthistoriker, mag. art.
Artiklen blev publiceret i det islandske Morgun­blaðið 10.10.2026